En ny designer hos Önling

En ny designer hos Önling

Du kender hende sikkert. Hendes stilfulde, nordiske designs. De afdæmpede farver med de smukke krydsmønstre der pryder værket. Det er selvfølgelig Anne Ventzel vi taler om. 

Anne er uddannet beklædningsdesigner fra Designskolen Kolding i 2003. Til hverdag arbejder hun som beklædningsdesigner hos InWear og når hun kommer hjem, er det håndstrikken der får kærlighed og de flotte designs, som får lov at komme til liv. 

Hos Önling er vi så heldige at vi har fået lov til at sælge hendes unikke designs. Vi sælger hendes opskrifter løst, og vi har også lavet færdige kits til hendes designs, i vores egne garner. Derudover har vi oven i købet fået lov til at tale med hende om hendes strikkeliv, passion for garn og design og alt der imellem. 

Spot sweater

 Kulørte krydser, Anne Ventzel

 

 

 

 

 

 

Kort og godt, så startede Anne’s strikke mekka allerede som barn, hvor hun med kyndig vejledning fra hendes mor lærte at strikke noget så kontroversielt som strømper. Nok ikke det projekt de fleste kaster sig ud i, men Anne’s mor mente, at der var nogle essentielle teknikker som ville gavne på længere sigt. Og det gjorde de bestemt også. Anne arbejder som sagt som beklædningsdesigner hos InWear, og det spiller rigtig godt sammen med hendes hobby. For på arbejdet er der rigtig god sparring og forskellige mennesker med forskellige kompetencer, så man kan hjælpe og komplementere hinanden. Men når Anne kommer hjem, ved hun lige præcis hvad hun drømmer om

“Når jeg kommer hjem, ved jeg lige præcis hvad der skal designes. Jeg tænker ikke i pris og at det skal kunne sælge, men i at det skal kunne gøre en forskel. Det håndstrikkede skal være noget, jeg ikke kan få andre steder”

Anne holdt en pause med strik indtil hun fik sin ældste søn Viggo. Og her kom pindende på arbejde igen, hvor hun strikkede tøj til sønnen - helt uden opskrift og kun med designet i hovedet. Flere kom og sagde, at hun burde skrive sine smukke designs ned, og det gjorde hun så. Her kom hun i 2014 i kontakt med Annette Danielsen og forlaget Kristensen & Ko. Her lærte hun sammen med redaktøren Signe Strømgaard at skrive en opskrift korrekt, hvilket mange har glæde af i dag. 

Specielt den nordiske stil er noget Anne er inspireret af. Hun finder sin inspiration flere steder fra, men de første år kiggede hun i håndarbejdsbøger fra 50’erne, bøger med skandinavisk strik og især folkedragter. Folkedragter er noget Anne har en forkærlighed for. Inspirationen kommer også i gadebilledet, hvor hun trofast har sin skitsebog med, så hun altid kan skrible eller skitsere sin friske idé ned.

Stak med Sweatre, Anne Ventzel

Vi spurgte også Anne, om hun havde et lille tip til nybegynderen. Og det havde hun selvfølgelig.

"Nogle smider håndklædet i ringen med det samme, fordi de måske gaber over et for stort projekt. Du skal derfor finde et passende projekt til dig. Det skal ikke være for svært, og du skal kunne se en ende på det. Find en middelvej, vælg ikke de mindste pinde og lav gerne et projekt, som du brænder for at få færdig."

Vi håber i vil tage godt imod Anne Ventzel hos Önling. Vi er i hvert fald helt oppe i skyerne over, at få mulighed for at sælge hendes smukke designs!