Strikkeopskrift til Vesterhavssjal.
I det rå og vilde Önling No 9 garn har vi designet et sjal der er helt klar til saltvand fra Vesterhavet, nærhed til naturen og livet. Det rå look blødes op af fine knopper spredt ud over hele sjalet. Vi afslutter med en smuk Haapsalu blonde, fra den flere hundrede år gamle estiske strikketradition, der i Önling No 9 og 10 kombinerer det enkle i garnet med det florlette og smukke traditionelle blondestrik. Vores nye garn, No 9, er vi særligt stolte af. Det er nemlig 100% dansk produceret, bæredygtig texel- og gotlænder uld. Vi har også designet en smuk Vesterhavs sweater, med samme teknik, materialer og farvevariationer, til at matche sjalet.
Vesterhavssjalet kan også købes som strikke kit. Enten i No 9 og Silk Mohair, eller Önling No 1, merinould og angora, med Silk Mohair, som giver et blødere og lettere sjal. Se begge kits i relaterede produkter herunder.
Opskriften er i PDF format. Straks efter betaling kan du downloade din opskrift direkte fra siden med bekræftelse af køb. Du modtager derudover en mail med link til download af din opskrift, ligesom opskriften vil være tilgængelig på din profil her på siden- så husk at oprette en profil :)
Designet af Katrine Hannibal for Önling.
Hashtags på instagram: #vesterhavssjal #vesterhav #oenlingknit #oenling #katrinehannibal
Størrelser:Onesize
Mål:
Bredde 210 cm
Højde midt bag 65 cm
Materialer:
400 g Önling No 9, 100 % dansk produceret, bæredygtig texel- og gotlænder uld, 275 m pr. 100 g
125 g Silk mohair, enten Önling No 10, 70% Mohair, 30% Silke, 25 g = 210 meter.
Der strikkes gennem hele arb med en tråd af hver fv A+B sammen.
Vejledende rundpind og strømpepindenr. 5 og 6.
Strikkefasthed:15 m og 20 pinde i mønster på pind nr. 6 = 10 x 10 cm