Strikkeopskrift til Chunky striber strømper
Velkommen til opskriften på dine nye yndlingsstrømper – et hurtigt og hyggeligt projekt på pind 4, der inviterer dig til at lege med farver! Gå stribe-amok og skab chunky strømper med brede eller smalle striber, eller vælg et ensfarvet look. Her er plads til at eksperimentere med både kommercielt farvet garn, håndfarvet garn eller dine elskede garnrester.
Med denne opskrift kan du lade kreativiteten få frit spil, mens garnets kvalitet og strømpernes gode pasform sørger for at holde dine fødder varme hele vinteren. Brug for eksempel Önling No 18 i to tråde og sæt dit eget personlige præg – vælg striber, ensfarvede designs eller måske en mouliné-effekt.
Grib dine pinde og kast dig over dette hurtige projekt, der er lige så sjovt at strikke, som det er tilfredsstillende at bære.
Opskriften er i PDF format. Straks efter betaling kan du downloade din opskrift direkte fra siden med bekræftelse af køb. Du modtager derudover en mail med link til download af din opskrift, ligesom opskriften vil være tilgængelig på din profil her på siden - så husk at oprette en profil :) Læs mere om digitale strikkeopskrifter her.
Størrelser: Small (str 36-37), Medium (str 39-40), Large (str 41-44)
Størrelserne kan tilpasses således at du kan vælge at strikke efter maskeantal til str small, hvis du har smalle fødder og strikke dem til ønsket længde, og omvendt strikke efter maskeantal til str L/XL, hvis du har brede fødder.
Materialer:
Farve A: 100 (100) 100 g Önling No 18, 75% uld non superwash og 25% polyester lavet af genbrugte PET flasker, 100 g / ca 420 m
Farve B: 100 (100) 100 g Önling No 18, 75% uld non superwash og 25% polyester lavet af genbrugte PET flasker, 100 g / ca 420 m
Der strikkes med 2 tråde holdt sammen igennem hele arbejdet.
OBS! Samlet garnforbrug til et par strømper er i alt 100 (150) 150 g Önling No 18.
Vejledende rundpinde 4 mm i 60 eller 80 cm eller strømpepinde 4 mm
2 maskemarkører
Strikkefasthed: 22 m x 30 rækker pr 10 cm i glatstrik på rundpind 4 mm
Fremgangsmåde:
Chunky striber strikkes fra skaftet, ned over hælen og foden og slutter med en afrundet tå. Strømpen er strikket på rundpind med magic loop metoden, men kan naturligvis strikkes på strømpepinde, hvis du foretrækker det.
De viste strømper er strikket i 2 farver med brede striber på 5 omgange i hver farve. Ribkant, hæl og tå er strikket i farve A.
En strømpe med kilehæl består af: ribkant, skaft, hælflap, hælrunding, kile, fod og tå.