Vævestrik - introduktion og opskrifter

Vævestrik - introduktion og opskrifter
Hos Önling elsker vi at nørde strikketeknikker og dele inspiration. Derfor har vi sat os for at lave en hel serie om strikketeknikker, hvor vi hjælper dig til at lære nye teknikker og finde inspiration til spændende opskrifter med de nye teknikker. I dette indlæg handler det om vævestrik, og der kommer snart mange flere teknikker som du vil kunne læse om her på vores strikkeblog.

Strukturmønstre og farvemønstre med vævestrik

Vævestrik er egentligt en fællesbetegnelse for et helt univers af forskellige mønstre, og når du har lært teknikken, vil der således åbne sig en verden af smukke muligheder. Hemmeligheden ved vævestrik er noget så simpelt som at tage masker løs af. Når man tager en maske løs af, bliver masken fra en tidligere pind hævet med op på den pind man er ved at strikke, og bliver derfor også kaldt en hævemaske. Når man strikker med én farve og bruger vævestrikteknikken, kan man skabe en række forskellige, smukke strukturmønstre. Men den virkelige magi sker, når man strikker farvemønstre med vævestrik. Her giver teknikken nemlig en mulighed for at strikke de flotteste farvemønstre, selvom man kun strikker med én farve ad gangen! Ved at hæve masker op fra tidligere pinde kan man nemlig ”blande” farverne uden at skulle skifte farve, som man skal f.eks. i den lidt sværere fair isle mønsterteknik. Vil du gerne prøve kræfter med et lille enkelt projekt med vævestrik i 2 farver, kan vi anbefale Vævestrikket Pepitapung.
Vævestrik med 2 farver, Pepitapung

Vævestrik med 3 farver

Vævestrik kan strikkes med 1, 2, 3 eller endda endnu flere farver. Vil man gerne prøve at strikke vævestrik med 3 farver, kan vi anbefale mønstret Riskorn, som er sjovest og nemmest at strikke med 3 farver. Vi har f.eks. strikket vores fine Makeup pung fra Adventskalenderen 2018 i denne teknik. Du kan købe et strikkekit med 3 farver her.
Vævestrik med 3 farver, makeup pung

Lær vævestrik med video

Når du skal lære vævestrik, handler det som sagt mest om at tage masker løs af. Hvilke masker der skal tages løs og, og om garnet skal være foran masken eller bagved masken, er forskelligt fra mønster til mønster. Men når du kender teknikken, er det nemt at følge beskrivelsen til det specifikke mønster i opskriften eller diagrammet. Du kan se et eksempel på hvordan man kan strikke vævestrik her, hvor Kimmie Munkholm meget fint viser hvordan man strikker vævestrikmønstret kaldet Perlegrus.

Kan man strikke vævestrik på rundpind?

Vævestrik kan strikkes både rundt på rundpind og frem og tilbage på almindelige pinde. Hvilken måde der er mest oplagt, vil i høj grad afhænge af projektet du strikker. De fleste vævestrikmønstre kan nemlig uden problemer strikkes både på rundpind og frem og tilbage. Hvis man selv tilpasser mønstret til at strikke på rundpind, skal man være opmærksom på om garnet skal holdes foran eller bagved de masker man tager løs af. Når man strikker på rundpind, strikker man hele tiden fra samme side af mønstret, mens man når man strikker frem og tilbage vil strikke skiftevis fra forsiden og fra bagsiden, og det har betydning for hvilken side garnet skal holdes på. I videoen ovenfor, viser Kimmie Munkholm hvordan man strikker vævestrik på rundpind.

Vævestrik opskrifter

Hos Önling har vi et stort udvalg af spændende modeller strikket med brug af vævestrik mønstre. Der er både modeller hvor vævestrik er brugt gennemgående i designet, og andre hvor vævestrik er brugt til at strikke mønster som pynt på udvalgte steder. Herunder kan du se et par eksempler på flotte designs med vævestrik.
Hisho sjal fra Olga Jazzy bruger et smukt, forskudt vævestrikmønster som fremhæver den tredimensionelle reliefstruktur. 
Hisho sjal med vævestrik fra Olga Jazzy
Hanne Falkenberg er en mester til vævestrik og har skabt flere smukke designs, f.eks. Napoli jakken og Saga sweater som ses her. 
Bluser med vævestrik, Annette Danielsen
Kort Jakke af Helene Jensen bruger et lidt mere avanceret vævestrikmønster som også inkluderer omslag og giver en fantastisk struktur. 
Kort jakke med vævestrik, Helele Jensen
Sidst men ikke mindst må nævnes det smukke Maxi sjal af Hanne Falkenberg som bruger vævestrik til at skabe zigzag mønster. 
Maxi sjal med vævestrik, af Hanne Falkenberg

Vævestrik på engelsk 

Hvis du gerne vil finde flere smukke designs og spændende opskrifter med vævestrik på Ravelry eller lignende, sidder du måske og overvejer hvad vævestrik hedder på engelsk...? På engelsk kaldes vævestrik ganske enkelt slip stitch (som refererer til at tage masker løst af) eller slip stitch patterns, da der som nævnt er utroligt mange forskellige mønstre man kan strikke med vævestrik teknik.