Strikning er sundt

Strikning er sundt - Önling

Strikning er sundt - og det er der (mindst) 9 gode grunde til 

Jeg har strikket siden jeg var barn, og jeg er vokset op med at se tidligere generationer strikke. Der er noget smukt i den overførte tradition og de videreførte erfaringer. Strikning bringer minder om gode stunder i godt fællesskab.

Jeg kan huske på hårde dage, hvordan min mor nød at sætte sig ned med strikkepinde og garn. Jeg husker lyden af pindenes klirren og jeg husker gentagelserne i hendes bevægelser, som skabte et mønster, og til sidst et stykke beklædning, til glæde for hende og mig - det gav mig ro og det gav i særdeleshed også hende ro.  

Nu, som voksen, mærker jeg den samme meditative virkning, når jeg sætter mig ned med strikketøjet. Efter en lang dag med arbejde, indkøb, og diverse daglige gøremål, falder hjertet til ro, og jeg forsvinder ind i en ”lomme” af meditativ stilhed - væk fra den hektiske dagligdag.  

Det er uden tvivl blevet meget populært at strikke igen. Det ses blandt andet på de sociale medier, hvor man bliver inspireret af alverdens, flotte kreationer i flotte farver og lækre garner.

Strikketøj i gul og pink

Trenden kan skyldes at vi lever i en hektisk hverdag, hvor vi har brug for en eller anden form for tilflugt og et sted med ro og stilhed.

Studier viser, at kreativt håndarbejde rent faktisk er sundhedsfremmende, da det har en beroligende effekt.

Jeg vil personligt fremhæve 9 gode grunde til at gribe pinde og garn.

1.Strikning er meditativt og afstressende. Strikning fungerer som mindfulness. Det handler om at være i nuet. Har man stress og/eller angst er tankerne oftest negative og andre steder. Strikning hjælper med at holde dig i nuet og fastholder dit fokus på dit meget konkrete projekt, her og nu.

2. Strikning skåner miljøet. At skabe en beklædningsdel i farver man holder af, i et nøje udvalgt materiale og i et fuldt tilpasset mønster giver ekstra glæde, som er med til at give tøjet en længere levetid. Vælger man desuden bæredygtigt garn skåner man miljøet yderligere. Rigtig meget færdigproduceret strik er tilsat kunstige materialer, som er dårlige for miljøet, giver en forringet følelse af ægthed og som derfor kan betegnes af dårligere kvalitet.

3. Man viderefører traditioner. Der er noget smukt i at videregive erfaring ned gennem generationer, og at dele glæden i det kreative på tværs af aldersgrupper. Man er sammen om et fælles projekt, som er givende for fællesskabet.

4. Man får udfordret hjernen - man bliver god til at tælle og regne. Demens kan udskydes ved hjælp af strikning, og andre projekter hvor hjernen bliver udfordret.

5. Strikkere er produktive i ellers passive situationer, såsom under samtaler eller mens de ser tv. Strikning giver mulighed for at få produceret noget brugbart i en ellers uproduktiv situation. Det er overraskende hvor meget der kan skabes ved et par strikkepinde og nogle garnnøgler - oftest på eftermiddage / aftener, som ellers kunne være brugt til at sumpe foran TV'et...

6. Strikning kan afhjælpe stress. Når vi strikker forsvinder tankemylderet, fordi vi fordyber os i det vi laver. Det er ikke bevidst, men noget der sker automatisk, når vi er dybt koncentrerede om noget, som det at strikke. Det kaldes meningsfuld forglemmelse, og der er videnskabelige belæg herfor.

7. Strik gør dig kreativ og rolig. Hjernen får en pause fra tankestrømme og dagens gøremål. Vi lever i en verden af muligheder, men også i en verden hvor der stilles mange krav. Vi skal hele tiden nå noget og vi bliver stressede af det. Ved at strikke igangsætter man kroppens naturlige afslapning og derved sænkes pulsen og blodtrykket sænkes og det giver dig ro til fordybelse og kreativitet. Kreativitet ender ud med et produkt og man opnår glæden ved at skabe noget.

8. Strikkere har mulighed for at skabe noget unikt. Ved at strikke dit eget har du mulighed for at sætte dit eget præg på tøjet og gøre det unikt – one of a kind.

9. At se sine egne kreationer brugt giver anerkendelse og fryd. Strikkere elsker at strikke til dem de holder af. Det giver en følelse af værdsættelse og kærlighed at se en kreation leve videre, og det giver glæde at kunne forære en håndlavet unik gave, som desuden værdsættes lidt ekstra.

I vores forjagede tilværelse, behøver vi ikke at være sygeligt stressede for at have gavn af at strikke som terapi - alle kan få gavn af det, unge som gamle. Og det ekstra gode ved det er, er det aldrig er for sent at lære at strikke!

Vil du også gerne lære at strikke? Så kan du tilmelde dig strikke salon hos Önling. Her kan du møde andre glade strikkende, snakkende og hyggelige damer. Eller du kan finde gode begynder strikkeopskrifter, som du kan give dig i kast med, når du bare kan slå masker op og strikke ret og vrang.

Skrevet af Anja Laksafoss, praktikant hos Önling og studerende på  Tekstilformidling i håndværk og design.