Olga Jazzy workshops
Kender I det, at man åbner en pakke - og så indeholder den lige præcis det, man havde håbet på? Sådan havde jeg det forleden dag, da Katrine stod storsmilende foran sit skrivebord og sagde ”gæt hvem der kommer og holder workshop hos os!”.
"Vi har mange strikkehelte her hos Önling,
men Olga Jazzy er en af de helt særlige."
Hos Team Önling er vi så stolte af at kunne sige det her: Olga Jazzy kommer og holder 3 workshops hos os i juni. Den 15. 16. og 17. juni. Olga Jazzy! Vi har mange strikkehelte her hos Önling, men Olga Jazzy er en af de helt særlige.
Hvis du ikke kender Olga Jazzy, så skal du tage at kigge på hendes Ravelry profil: https://www.ravelry.com/designers/olga-buraya-kefelian eller hendes hjemmeside: www.olgajazzy.com.
Olga Jazzy er enormt fokuseret på detaljerne, på hvordan forskellige masker, sting og mønstre skal passe til resten af designet - hvordan et sjal er flottest, når det har nøjagtig den samme opslagningskant, som aflukningskant. Olga fokuserer også på, hvordan man kan arbejde med materialerne på en ny måde. Hun har designet sjaler med store cirkelformede huller, som man strikker uden at bryde garnet (uden at bryde garnet!).
"Olga Jazzy er enormt fokuseret på detaljerne,
på hvordan forskellige masker, sting og mønstre
skal passe til resten af designet"
I hendes arbejde for Brooklyn Tweed (ja, dén Brooklyn Tweed) har hun skabt nogle af deres absolutte klassikere i Capsule Collection. Blandt andet har hendes Nobu pullover været på min strikkeliste lige siden jeg så den første gang. Jeg er vild med måden, hvorpå hun har leget med formen og hvordan snoningerne understreger både formen og designet. Jeg skal strikke den snart!
"Så hvis du vil udfordre dig selv,
hvis du vil lære noget nyt og gøre dig selv til en bedre strikker,
så er det nu du skal slå til."
Vi er så heldige, at Olga kommer på besøg i Önling’s showroom og underviser os. Der er 3 forskellige workshops fra d. 15-17 juni. Hvis man tænker ”det der engelsk, det kan jeg ikke” så skal det ikke være grunden til at man siger fra – for vi hjælpes ad! Både Katrine og jeg, Mette, er med alle 3 dage og hjælper med det hele, både med at oversætte og med alle de nye ting vi kommer til at lære.
Så hvis du vil udfordre dig selv, hvis du vil lære noget nyt og gøre dig selv til en bedre strikker, så er det nu du skal slå til. Der er et begrænset antal pladser på hver workshop, så der er tid til virkelig at lære alle de nye teknikker, vi bliver præsenteret for. Så det er med at være lidt hurtig, hvis man skal have en plads :-)
Olga Jazzy lader sig ofte inspirere af Japan. Hun har boet i Japan i mange år og det afspejler sig i hendes meget rene design. Lysten til at strikke stammer dog fra hendes barndom i Hviderusland, hvor strik fyldte en stor del i hendes opvækst. Olgas mor var skrædder og Olga fik lommepenge for at tegne mønstre for sin mor. Hun siger selv, at hendes forståelse for form og design stammer derfra. Olga fortæller desuden, at hendes designproces er anderledes end andre designeres. Hun starter med at lave en strikkeprøve på et mønster, hun gerne vil afprøve og derefter udvikler det sig til en beklædningsdel. Så hun starter ikke med at sige ”jeg vil gerne lave en trøje” men med en prøve, som så bliver til en trøje. Det er en utrolig organisk måde at arbejde på og det er meget inspirerende, når nogen vender processen på hovedet.
En anden ting, som Olga Jazzy er kendt for, er 3D strik. Hun bruger garnet til at give strik endnu en dimension og mange af hendes designs er centreret om dette. Vi glæder os særligt meget til Olgas snoningsworkshop d. 17 juni, hvor vi skal kombinere de to ting - snoninger og 3D. Vi skal nemlig lære, hvordan man kan får snoningen til at stå endnu mere frem.
Olga Jazzy er utrolig dygtig til at designe i patent. Hun leger med ind- og udtagninger og hvordan man kan bruge det mønster til at give nogle andre udtryk. Jeg glæder mig meget til at blive bedre til patent på hendes workshop d. 16 juni.
Det sidste jeg vil nævne er hendes design Asanagi https://www.ravelry.com/patterns/library/asanagi-wrap. Der er flere, der har strikket det til strikkesalon og det er super flot i Önling’s garn no. 2. Designet er så interessant, fordi det er en kombination af strikketeknikken og farverne, som går op i en højere enhed og resultatet er noget, jeg aldrig har set før. Dette design er emnet på vores ”strik i moduler” workshop d. 15 juni.
Det bliver 3 spændende dage i juni - både fordi vi skal være sammen og lære en masse nyt, men også fordi vi får besøg af en af de dygtigste og sødeste strikkere i hele verden.
De tre workshops ligger således:
15/6: Strik i moduler
16/6: Patent og meget mere
17/6: Nye snoninger
Mette Lundstad, design- og strikketosse hos Önling.