Hanne Falkenberg bliver en del af Önling’s digitale univers

Hanne Falkenberg bliver en del af Önling’s digitale univers - Önling

Hanne Falkenberg bliver en del af Önling’s digitale univers

Vi er super stolte og glade over at have løftet sløret på vores store nyhed - at Hanne Falkenberg bliver en del af Önlings univers. Önling vil derfor fremadrettet føre Hanne Falkenberg brandet videre med et pust af nyt liv i digitale klæder, men med det samme navn og designs du kender. Der vil derfor ikke blive ændret i hverken design eller brandnavn.

Fra og med i dag vil du kunne købe hendes smukke designs i løssalg eller i et kit, hvor det bliver solgt med Hanne Falkenbergs eget garn. Du vil nu få mulighed for at sammensætte dine egne farver, så du kan få lige den farvekombination, som passer til dig. Dette er et ønske, vi har hørt fra flere, og derfor er vi glade for at kunne tilbyde den mulighed at du helt selv kan vælge farver til dit kit.

   

Designs og garn fra Hanne Falkenberg - nu en del af Önling

Hanne Falkenberg startede sin rejse i Norge, hvor hun efter mange år tog tilbage til Danmark og startede det brand op som vi kender idag - Hanne Falkenberg Design. Hendes designs kan sammenlignes med et godt stykke arkitektur, hvor hun bruger geometri og grafiske linier til at skabe sine designs. Hendes fine farvesammensætninger er ikke noget, hun bare lige har fundet. Alle farver er strikket sammen for at finde det helt rigtige match.

For at finde farverne, blev modellen først strikket i neutrale farver, hvorefter strikkeprøverne hjalp med at finde den helt rigtige farvesammensætning. Især grøn er en af Hanne’s favoritter, som man også kan se på de oprindelige kits. Hendes inspiration kommer fra strikkeprøverne. Hvis hun har været på ferie, kørt en tur, set nogle bygninger osv., bliver det strikket ned i en strikkeprøve, hvorefter det bliver strikket op i større format. 

De mest solgte og kendte Hanne Falkenberg designs er Ballerina, Mariager, Tweedie, Mermaid og Pygmalion - men der er så mange skønne at vælge imellem. Se alle Hanne Falkenberg designs her.

Mariager vest fra Hanne Falkenberg

Efter længere tids dialog med Hanne, har vi fået lov at videreføre hendes flotte designs, som de eneste i Danmark. Vi har i dialogen været meget klare omkring, at vi ikke ville ændre i koncept eller brand, og at vi ønskede at videreføre hendes modeller og kits, som de er, og i Hanne Falkenberg navnet. Netop derfor blev Önling valgt fremfor andre bejlere, til den fornemme opgave at køre brandet videre.  Vi sælger desuden også hendes velkendte Shetlandsuld i løsvægt.

Hanne Falkenbergs unikke teknik passer rigtig godt ind hos Önling, da det giver et helt fantastisk resultat, som kan blive dit nye yndlings-strik. Det ligger nemlig i Önlings kerneværdier at skabe og hjælpe med at finde lige præcis det stykke tøj, som du kan bruge mange år frem. På den måde støtter vi alle slow fashion og bæredygtighed.

Vi har alle Hanne Falkenbergs flotte modeller liggende strikket op i mange forskellige farver i vores showroom, så du er altid velkommen til at komme og se på de forskellige modeller samt finde den helt rigtige farve, som passer til netop dig. Dette gælder både Hanne Falkenbergs modeller, men også alle vores egne modeller samt de mange andre designere vi sælger. Det kan være en stor hjælpe at prøve modellen på inden man beslutter sig, og det vil vi gerne være behjælpelige med.