Easy Peasy er perfekt begynderstrik
Önling har netop lanceret den første af 3 nemme opskrifter, som er tiltænkt den meget nye strikkere. Faktisk vil vi påstå at selv helt nybegyndere kan være med og at man kan lære at strikke med denne serie.
Her er beviset på denne påstand: Jeg er selv helt nybegynder og denne sweater er blot det andet, store projekt jeg har kastet mig ud i. Det eneste jeg havde prøvet at strikke forinden var en halv klud på et par af min mors gamle strikkepinde med noget underligt pink garn, jeg havde fundet i mine gemmer. Blot for at se om jeg kunne finde ud af at strikke retmasker nogenlunde pænt. Derefter strikkede jeg sweateren Novice, som jeg fik lidt hjælp til visse steder, og som gav mig blod på tanden.
Nem og enkel begynderstrikJeg fortalte derfor Katrine, at nu ville jeg gerne strikke endnu en sweater og at den skulle være pærenem. Men hvilken sweater skulle jeg vælge? Katrine tog hurtigt udfordringen op og designede en begynder-basis-sweater, som jeg skulle ”teststrikke”. Det, blev vi enige om, måtte være den ultimative test af, om 1) opskriften var nem og begyndervenlig nok og 2) en nybegynder vitterligt kunne strikke denne sweater, dvs var det virkelig begynderstrik.
Når man som begynder kaster sig ud i strikkeverdenen kan det virke totalt uoverskueligt at tyde en opskrift, som er fuld af forkortelser og svære strikketermer. Derfor var krav nr. 1 at opskriften skulle skrives fuldstændig uden brug af forkortelser, og den skulle være meget beskrivende og pædagogisk. Krav nr. 2 var at der skulle være video-referencer i opskriften, så man kan klikke ind og se en video, der beskriver præcis den teknik, som der står man skal bruge, på det tidspunkt man skal bruge den. Og lad os nu bare være ærlige – man skal faktisk ikke kunne særlig mange teknikker for at kunne strikke denne nemme opskrift.
Enkel konstruktion og få teknikkerEasy Peasy er en nem strikkeopskrift på en enkel og klassisk trøje. Easy Peasy Basis Sweater strikkes ved brug af meget få teknikker og en simpel konstruktion. Den strikkes oppefra og ned på rundpinde, og der bruges én af to simple udtagningsteknikker, for at man får masker nok til bærestykke og krop.
Kort fortalt skal du kunne mestre følgende teknikker for at strikke Easy Peasy Basis Sweater:
1) Retmasker
2) Vrangmasker
3) Skifte pind
4) Indtagning
5) Udtagning
6) Lukke masker efter rib
7) At sætte masker af til ærmer.
De 6 første teknikker er ret nemme at lære sig selv ved at se en af de mange instruktionsvideoer på Youtube, som viser teknikken. Se videoen mange gange og afspil den eventuelt i slow motion – så giver det mening til sidst. Øvelse GØR rent faktisk mester :-)
Den 7. teknik, du skal mestre – at inddele til krop, bagstykke og ærmer – må jeg erkende er lidt svært at forstå, første gang man sidder alene med det. Så her er det rigtig godt at have en livline, i form af en garvet strikker, som kan hjælpe dig og forklare dig princippet bag. Allerede anden gang jeg skulle gøre dette, kunne jeg selv...
OBS. I Önlings strikke community kan man stille spørgsmål og få hjælp til sit strikkeprojekt. Her er masser af øvede strikkere, som gerne står til rådighed med svar og vejledning på dit begynderstrik… Du kan melde dig ind i dette community HER.
Designet til en enkelt tråd
Easy Peasy er designet i Önling No 1, så du kun skal strikke med en enkel tråd. Det er som udgangspunkt meget nemt at gå til, ift hvis man skulle strikke med 2 eller 3 tråde. Den skønne blanding af uld og angora i garnet Önling No 1 gør, at du får en lækker, fluffy sweater ud af dine anstrengelser.
Easy Peasy kan også godt strikkes i andre garner, men medmindre du har noget til at hjælpe dig med at omregne løbelængder, garntykkelse og pindestørrelser så lad være med at erstatte garnet som trøjen er designet i, med noget andet garn. Du ender bare med at få en sweater som er helt forkert i størrelsen, alt for slasket eller alt for stram. Det med at erstatte garner må du altså vente med, til du har strikket meget mere, for det er en matematisk øvelse i sig selv, har jeg fundet ud af ;)
Så er det bare at gå i gang
Når du først har besluttet dig for at du vil kaste dig ud i strikkeverdenen, så kan du enten købe opskriften og garnet hver for sig, eller du kan købe alt hvad du skal bruge til dit Easy Peasy strikkeprojekt i vores begynderbox. Se den HER
Sørg for at sætte dig et sted hvor du har ro og fred til at læse opskriften og prøve dig frem. Lav en skøn kop the eller kaffe, læg benene op og kast dig så ud i strikkens verden. Husk lige at mærk efter en gang imellem at skuldrene ikke ender helt oppe ved ørerne af bar koncentration.
Rigtig god strikkelyst
Lotte Ronan, medejer af Önling